Bliv tanket op med frisk vand ude på Fuglsangsø ruten
28. maj 2025 | HGF AM Kontor
Vi ”HGF AM, er arrangøren bag Fuglsangsø Staffeten, og det har kun været muligt at gøre stafetten til den succes den er i dag, i kraft af opbakning fra vores dygtige frivillige hjælpere, vores samarbejdspartnere og ikke mindst en masse skønne deltagere.
Vi vil gerne blive ved at videreudvikle Fuglsangsø Stafetten år for år, så det bliver en god oplevelse for ALLE. Derfor er det også vigtigt med nye input og ideer udefra. I den forbindelse har jeg interviewet kommunikationsmedarbejder Pernille Byrgesen samt projektleder Mads Riber fra Herning Vand, som både er deltagere og samarbejdspartner i årets stafet.
Rent kvalitetsvand vand til alle
Herning Vand er, sammen med de mindre private vandværker, med til at sørge for at vi alle kan åbne vandhanen i tryg tillid til at der strømmer rent og velsmagende vand ud. Det er også dem der sørger for, at vi kan komme af med vores spildevand og sikre dette bliver ordentligt renset inden det ledes til vores vandløb. Ting mange af os tager som en selvfølge i dagligdagen, men som er afgørende for vores sundhed og livskvalitet.
Fuglsangsø stafetten, en tradition
Herning Vand har deltaget i Fuglsangsø Stafetten siden 2017, så det er blevet lidt af en tradition at være med. I år stiller virksomheden med ikke færre end 29 deltagere fordelt på 2 stafethold samt et stort gang-hold. Med i alt 70 ansatte, må det siges at være en flot opbakning
Lokale, bæredygtige og fokus på trivsel
Hvordan kan det være, at det netop er Fuglsangsø Stafetten, Herning Vand har valgt at støtte op om? Herning Vand har en profil og værdier som matcher godt med Fuglsangsø Stafetten. Først og fremmest så er det lokalt forankret, og Fuglsangsø ligger nærmest i baghaven fra Herning Vand som har hjemme på Ålykkevej. Herudover er medarbejderne en af Herning Vands vigtigste aktiver, og derfor er sundhed, trivsel og fleksibilitet hos medarbejderne et stort fokus hos Herning Vand.
Det er bare et mega hyggeligt arrangement som er med til at styrke fællesskabet, fortæller Pernille, og Mads tilføjer: ”Det er fedt at samles om noget aktivt som Fuglsangsø Stafetten og arrangementet har foruden gå/løbeturen også et stort socialt islæt hvilket vi sætter stor pris på”.
Hvordan forbereder Herning Vand sig til Fuglsangsø Stafetten?
Herning Vand er en moderne virksomhed og har gennem mange år tilbudt en times betalt bevægelse for alle medarbejdere. Her vælger medarbejderne frit om de vil gå/ løbe eller deltage i andre motions-aktiviteter, så længe det foregår sammen med kollegaer.
Så forberedelsen til Fuglsangsø Stafetten er en helt naturlig integreret del af arbejdstiden.
Herning Vand har i 2025 taget initiativ til at opstille en vandpost ude på ruten
Hvordan er den ide opstået - og kan alle gøre brug af vandposten?
Hvis der er noget de er gode til hos Herning Vand, så er det netop ”VAND”.
Og da de internt kom til at snakke om at de godt kunne bruge en vandpost ude på ruten, ja så var der ikke langt fra tanke til handling, de kontaktede os/HGF AM, og snart var samarbejdet etableret.
For Herning Vand er det samtidig en mulighed for at ”vise flaget” og sætte fokus på at de er en tilgængelig og serviceminded virksomhed for alle borgere i Herning Kommune. Derfor er vandposten selvfølgelig også til gratis afbenyttelse for ALLE deltagere ved stafetten. Posten er sat op på et knudepunkt som både løbere og gængerne passerer. Så tag endelig et pit-stop ved vandposten og skål i en kop drikkevand af bedste kvalitet.
Ses vi?
Til Fuglsangsø Stafetten onsdag den 18. juni 2025
Tilmeldingen er åben til og med den 3. juni
For mere info om Herning Vand:
https://herningvand.dk/